God skik og brug indenfor Lillemosegårdens Grundejerforening
Lillemosegårdens Grundejerforening, april 2022
1. Affald
Ved nogle sommerhuse – især udlejningshuse – hober der sig affald op ved siden af affaldsbeholderne. Dette bliver ikke medtaget af Reno Syd. Det ser ikke godt ud, og somme tider bliver det spredt af dyr ud over området – med risiko for at tiltrække rotter. Reno Syd er kun forpligtet til at tømme beholderen, som der betales for. Hvis man har mere affald, end der kan være i den almindelige beholder, kan man ved Reno Syd bestille ugetømning i højsæsonen. Dette koster kun et beskedent ekstra gebyr.
Det er ikke tilladt at henkaste haveaffald eller andet affald på stier, fællesarealer eller ubebyggede grunde. Aflever i stedet den slags på genbrugsstationen i Odder.
2. Hastighed
Medlemmerne og deres besøgende opfordres til at overholde hastighedsbegrænsningen på 30 km. i timen. Det vil bidrage til at forebygge generende huller i vejen. Desuden vil det øge sikkerheden for især børn i området og mindske de støvskyer, der opstår, når man kører for stærkt i tørt vejr.
3. Både på stranden
Ejere af både, som ligger på fællesarealet ved stranden, og ikke er blevet brugt i mange år, opfordres til at fjerne disse. Både, der har henligget ubrugt i mange år, vil blive fjernet af grundejerforeningen.
4. Fester
Der henstilles til, at der ved større fester undlades at genere omkringboende med høj musik og larm om natten og man ligeledes sørger for fjernelse af affald henkastet af gæsterne i området.
5. Dræn
Hver grundejer har ansvaret for, at dræn hen over ens parcel fungerer og kan transportere vand fra de omkringliggende områder. Med de stigende nedbørsmængder er det nødvendigt at oprense og vedligeholde drænledninger på egen matrikel. ledningskort kan ses på foreningens hjemmeside.
6. Beskæring
Træer og buske på private arealer langs vejene bør beskæres, så de ikke er til gene for færdslen. Hvis beplantningen breder sig over vejanlægget, er det både til gene for færdslen og trafiksikkerheden – herunder udsyn til skilte og oversigtsarealer. De nærmere bestemmelser kan ses på Odderkystens hjemmeside
7. Hjemmeside
Medlemmerne opfordres til at holde sig orienteret på foreningens hjemmeside.
Venlig hilsen
bestyrelsen